20190409-153329-2-1600x1066we
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Pernille Skipper:
Ligelønskampen er en kamp for velfærdssamfundets fremtid

3. maj 2022 06.29
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

NÅR VI SNAKKER LIGESTILLING, kan vi ikke undgå at snakke ligeløn.

Det kan vi ikke, fordi økonomisk frihed – uafhængigheden (af en mand) – er forudsætningen for frihed til at vælge eget liv. Det er med andre ord ikke kun unfair, at vi i 2022 stadig hænger fast i forældede og kønnede ideer om arbejde, der betyder, at kvinder tjener mindre end mænd.

LÆS OGSÅ: Byggeriets uddannelser sætter ind mod seksuel chikane

Der er mange grunde til uligelønnen. Udover den skæve fordeling af barselsorloven, er uligelønnen mellem de kvindedominerede og de mandsdominerede fag i det offentlige helt central. Og det kan spores direkte tilbage til Tjenestemandsreformen af 1969, som indplacerede kvindedominerede omsorgsfag lavere i lønhierarkiet end tilsvarende mandsdominerede fag.

Der er nok ikke mange, der vil benægte, at tjenestemandsreformen var sexistisk. Måske vil de pege på, at det var en anden tid. Men det er stadig det gamle, kønnede lønhierarki fra tjenestemandsreformen, der sætter kursen for lønudviklingen i det offentlige. Vi skriver 2022, men hvad angår ligeløn sidder vi fast i 1969.

Kvinder, og i øvrigt mænd, der arbejder i omsorgsfagene, har længe vidst, at de er mere værd. Deres kamp er ikke ny. Men efter generationers forgæves forsøg på at råbe de ansvarlige politikere op, årtiers nedskæringer og senest to lange års slid i fronten under corona, gider vores velfærdsprofessionelle øjensynligt ikke længere finde sig i pis. Nu siger de op og søger ikke de stillinger, der slås op.

MEN OMSORGSARBEJDE ER OG bliver en samfundskritisk opgave. Sygeplejersker tager sig af os, når vi er syge og holder os i hånden, når vi dør. Jordemødre hjælper nyt liv til verden. Pædagoger og pædagogiske assistenter tager sig af vores børn og social- og sundhedsuddannede vores ældre. Har vi lyst til at leve i et samfund, hvor de opgaver ikke bliver løftet?

LÆS OGSÅ: Kvinder haler stadig bagefter på pensionen, og det kan Christiansborg ikke hjælpe med

Det er konsekvensen, hvis vi ikke evner at værdisætte dem ordentligt. Jo længere, vi venter, desto flere velfærdsarbejdere forlader deres fag og jo færre nye bliver uddannet. I øjeblikket står 5.000 sygeplejerskestillinger ubesatte hen, og i Region Hovedstaden mangler der så mange jordemødre, at det svarer til, at der ikke er nogen på arbejde om mandagen. Om få år vil vi mangle tusindvis af pædagoger og pædagogiske assistenter og 40.000 social- og sundhedsuddannede alene.

På bagkanten af sygeplejerskernes strejke og forud for Lønstrukturkommissionens arbejde står vi over for en historisk mulighed for at gøre op med uligeløn i det offentlige
Pernille Skipper, ligestillingsordfører for Enhedslisten

I sidste ende er det os og ikke de velfærdsuddannede, der står med et kæmpe problem. De finder arbejde andre steder. Formentlig til en bedre løn og bedre forhold. 

Derfor er det ikke nok, at det nuværende politiske flertal i nu tre finanslove har vendt skuden og for første gang i årtier har investeret i velfærd. Der er sat penge af til minimumsnormeringer i daginstitutionerne, til 1.000 flere sygeplejersker, til fødegangen, 600 millioner kroner til psykiatrien og 1.000 flere uddannede og ansatte ældreplejen. Alt sammen for første gang i årtier, men også alt sammen lige lidt værd, hvis ikke vi gør noget ved de forhold og den uligeløn, der får de velfærdsprofessionelle til at blive væk fra jobsamtalerne.

ENHEDSLISTEN HAR LAVET NOGET så mega kedeligt som et ”rekrutteringsudspil”. Vi vil bruge 5 milliarder kroner til de kommende overenskomstforhandlinger i det offentlige, så der kan tages de første skridt til opgør med tjenestemandsreformen. Vi vil lave handleplaner, der gør op med urimelige arbejdsmiljøproblemer i hvert enkelt fag, og vi vil samtidig lave minimumstimetal og sikre lettere adgang og bedre kvalitet på velfærdsstudierne. Vi vil vise, at det kan lade sig gøre politisk at tage ansvar for den offentlige sektor, så de højt kvalificerede og professionelle velfærdsarbejdere gider at være der.

Ligelønskampen har altid været kampen for egen frihed og uafhængighed. Nu er den meget mere end det
Pernille Skipper, ligestillingsordfører for Enhedslisten

Første skridt er unægtelig at tage hånd om det problem, politikerne skabte i 1969 og som det derfor er et politisk ansvar at løse. På bagkanten af sygeplejerskernes strejke og forud for Lønstrukturkommissionens arbejde står vi over for en historisk mulighed for at gøre op med uligeløn i det offentlige. Det er ikke bare retfærdigt, men nødvendigt. Ellers er det svært at forestille sig, at der er nok, der har lyst til at arbejde i velfærdsfagene i fremtiden.

Ligelønskampen har altid været kampen for egen frihed og uafhængighed. Nu er den meget mere end det. Det er ligestillingskamp, det er en kvindekamp og det er en faglig kamp om anerkendelse og værdisættelse af det arbejde, der udføres og mere end bidrager til et velsmurt samfund. Og så er det en kamp for vores velfærdssamfunds fremtid. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].