Cille_Skaarup_m__belsnedker_og_ambassad__r_Boss_Ladies_1920_px

"Kære mandlige håndværkere i skurvognene - giv plads til de kvinder, der tør betræde jeres område"

9. maj 2022 05.59
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

KIGGER MAN PÅ UDDANNELSESSYSTEMET i Danmark, er det egentlig ikke så mærkeligt, at der ikke er overflod af kvinder i håndværkerfagene. Det er nemlig ikke håndværkerfag, vi bliver skolet og dannet til. Akademiske uddannelser har været i høj kurs, siden den almene borgerlige kvinde fik ret til andre uddannelser end omsorgsområdet.

Temadebat: Det kønsopdelte uddannelsesvalg

Køn spiller stadig en afgørende rolle, når danske unge skal vælge en ungdomsuddannelse. Det gælder især på erhvervsuddannelserne, hvor nogle uddannelser domineres næsten helt af enten mænd eller kvinder. Hvad skal der til, før vi for alvor kan sige farvel til det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked?

Det har A4 Ligestilling spurgt en række aktører og eksperter om.

Deltagere i debatserien:

  • Cille Skaarup, møbelsnedker og ambassadør for Boss Ladies
  • Maria Thiemer, konsulent Danmarks Evalueringsinstitut
  • René Nielsen, næstformand Dansk Metal
  • Tina Christensen, næstformand 3F
  • Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed i Dansk Industri
  • Vinni Jakobsen, sektornæstformand for social- og sundhedssektoren i FOA
  • Harun Demirtas, tidligere sygeplejerske og kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd

Som danskere er vi utrolig privilegerede med et frit betalt uddannelsesvalg. Vi glemmer bare den enorme udvikling, der har været - bare fra jeg var barn i 90’erne og til i dag. Hjælpemidlerne og sikkerheden inden for håndværk har aldrig været bedre. Alligevel er håndværksfagene kommet i sidste række i mange år, og der har fulgt en masse negativ omtale og fordomme med til det at være håndværker.

I har et ansvar, når I går på arbejde. Gem de sjofle kommentarer til alenetid med gutterne og tag kalenderen med de nøgne damer ned fra væggen. Se kvinderne i øjnene og drop fordommene om makeup, tætsiddende bluser og lange negle
Cille Skaarup, møbelsnedker og ambassadør for Boss Ladies

Det tror jeg har stor betydning for mange kvinder. De vil bevare det feminine - selvom de er i en mandsdomineret verden. Og jeg tror, at det samme gør sig gældende for mændene i omsorgsfagene - bare med omvendt fortegn.

SÅ KÆRE MANDLIGE HÅNDVÆRKERE i skurvognene; giv plads og anerkendelse til de kvinder, der tør betræde jeres område. For der vil forhåbentlig være flere kvinder, der fremover vælger at blive håndværker. Anerkend, at de kommer med noget andet til arbejdspladsen i stedet for at fokusere på alt det, de ikke kan på grund af deres mindre muskelmasse eller deres unikke evne til at føde børn.

LÆS OGSÅ: Nye tal: Færre piger end drenge vælger EUD-vejen - og flere dropper ud

I har et ansvar, når I går på arbejde. Gem de sjofle kommentarer til alenetid med gutterne og tag kalenderen med de nøgne damer ned fra væggen. Se kvinderne i øjnene og drop fordommene om makeup, tætsiddende bluser og lange negle. Der skal være plads til det feminine, så længe de passer deres arbejde og leverer et håndværk, så kan udseendet være ligemeget. Der er generelt en tendens i samfundet til at dømme folk ud fra deres udseende frem for deres kunnen. Det er i alle brancher - mandlige som kvindelige. Jeg kan heller ikke vurdere min bankmands regnskabsevner ud fra, om han har skjorte på eller ej.

Derudover mener jeg, at man burde booste håndværkerbranchen ved fx at ligestille de kreative fag med de boglige allerede i folkeskolen. Stil krav. Anerkend, at dét at kunne et håndværk ikke er noget, man lærer fra den ene dag til den anden. I stedet kommer der flere faglige fag ind i skolerne med udgangspunkt i, at alle skal kunne tage en gymnasial uddannelse.

Man kan sagtens læse i en bog, hvordan man bygger, men hvis den, der udfører byggeriet i praksis, ikke forstår, hvad det handler om og har hænderne skruet rigtigt på - ja, så vælter lortet i vinden
Cille Skaarup, møbelsnedker og ambassadør for Boss Ladies

De elever, der falder ved siden af og ikke har interesse for de boglige, akademiske fag, udpeger vi som dumme, mindre begavede og dårlige elever. De må “nøjes” med en håndværkeruddannelse. Mange af de børn er også dem, der pakkes ind i bogstaver med en diagnose, fordi de har krudt i røven og ikke kan sidde stille - eller modsat er alt for sensitive. De falder uden for opfattelsen af en 'ordentlig elev'. Vi giver små børn en opfattelse af, at de er forkerte og sikkert fejler et eller andet, fordi de ikke nødvendigvis kan læse en bog eller forstå matematikken, hvis der bliver skrevet på en tavle. Man kan sagtens læse i en bog, hvordan man bygger, men hvis den, der udfører byggeriet i praksis, ikke forstår, hvad det handler om og har hænderne skruet rigtigt på - ja, så vælter lortet i vinden.

LÆS OGSÅ: Struktør hyldes med særpris: "Det skal ikke være et særsyn med kvinder på byggepladserne"

I et forsøg på at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive har man lavet en to-i-en løsning - nemlig EUX. Smart nok, så man har noget at falde tilbage på, ville nogen sikkert sige. Hvilket sagt mellem linjerne jo faktisk er det samme som at sige; "du kan godt være klog og tage en erhvervsuddannelse, og så kan du nemmere læse videre til noget mere akademisk bagefter".

Er det bare mig, eller stiller det endnu engang håndværkeruddannelserne i et dårligt lys?

PERSONLIGT ER JEG EN STOLT HÅNDVÆRKER - stolt af at kunne producere dansk håndværk! Vi har og får brug for kloge og dygtige håndværkere, der 'bare' kan deres håndværk. Ikke på grund af en større raketvidenskab eller 12 i oldtidskundskab - men fordi der var en, der var dygtig til sit fag, der tog et ungt menneske under armen og viste, hvordan man gør. Erhvervsfagene mangler anerkendelse NU! Det er dem, der holder hjulene i gang - og samtidig står med de ringeste vilkår og laveste lønninger.

Man hører ofte, at man ikke skal uddanne sig efter lønnen, men efter det, man brænder for. Desværre er det bare ofte dem, der sidder på den betalte skolebænk i flest år, der ender med de bedste lønninger og den højeste status. Alt imens har håndværkeren kastet penge i statskassen og fået en masse erfaring. Det kan bare ikke læses i en bog. Men lønnen forbliver den samme.

LÆS OGSÅ: Byggeriets uddannelser sætter ind mod seksuel chikane

Vi lever i en tid med en ungdom, der tror på mennesket og individet frem for køn og traditioner. De tror på forskelligheden og flere tør stå ved sig selv. Til jer - kæmpe medvind herfra! Jeg tror på, at det, feminine kvinder kommer med, kan bidrage med noget godt i de mandlige fagområder - hvis bare de får tid, plads og bliver taget godt imod.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].