Lederne:
Kvinderne mangler desværre ikke kun på velfærdsuddannelserne

Nina3
11. jul. 2022 06.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DET ER GENERELT NEDSLÅENDE at kigge på årets opgørelse over ansøgere til de videregående uddannelser på trods af to rekordår i 2020 og 2021. Tallene blev offentliggjort tidligere på ugen, og medierne har haft meget fokus på, at velfærdsuddannelser som sygepleje-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne har tabt popularitet. Det bringer fremtidens velfærd i fare, lyder bekymringen, som vi deler hos Lederne.

Men hos Lederne har vi også en anden bekymring; nemlig manglende udvikling i andelen af kvinder, som søger mod STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering and Mathematics). Andelen af kvinder udgør nemlig fortsat kun en tredjedel af ansøgerne til STEM-uddannelserne og har været nogenlunde stabil i flere år.

LÆS OGSÅ: Ekspertgruppe skal se på køns betydning for fuldførelse af uddannelse

Dykker man yderligere ned i ansøgertallene, kan man se, at det samlede antal ansøgere til STEM-uddannelserne i år er 12,5 procent lavere end i 2021, hvilket samlet set er et mindre fald end det generelle fald. For kvinderne er faldet faktisk større, godt 15 procent.

Det svarer til, at knap 1.000 færre kvinder i år har søgt ind på de STEM-uddannelser, som erhvervslivet skriger på kandidater fra. Det kommer til at koste os alle sammen dyrt, fordi STEM-kandidaterne bidrager til, at virksomhederne kan vokse og skabe indtægter for samfundsøkonomien.

Vi ved, hvor desperat, danske ledere mangler medarbejdere med STEM-kompetencer
Nina Christine Andersen, uddannelsespolitisk konsulent, Lederne

VI HAR BRUG FOR, at hele talentmassen kommer i spil til at drive den bæredygtige omstilling og til at udvikle fremtidens teknologiske og digitale løsninger, så de understøtter det samfund, vi ønsker. Og det er vigtigt, at kvinderne også er med til at forme fremtidens løsninger.

LÆS OGSÅ: IT-Universitetet: "Diversitet giver et bedre studiemiljø for alle køn"

Derfor skal vi have vækket kvinders interesse for STEM-uddannelserne, hvilket fx kan gøres ved at vise, at studiemiljøerne og karrierevejene er mangfoldige. Derudover skal vi bryde med den stereotypiske opfattelse af, at STEM-uddannelser kun er for nørder. I stedet skal vi skabe en langt bredere forståelse af STEM-kompetencer med mere vægt på de humanistiske aspekter som design, etik og bæredygtighed.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: Hvorfor er industritekniker, elektriker og smed mandefag?

Samtidig skal vi fastholde pigernes interesse for STEM allerede i grundskolen, som, vi ved, typisk falder, jo længere op pigerne kommer i uddannelsessystemet.

Det er ikke nogen nem opgave, men ikke desto mindre er det en opgave, som vi skal have løst. For vi ved, hvor desperat, danske ledere mangler medarbejdere med STEM-kompetencer.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].